Fjernvarmens historie – kort fortalt Godt og vel 1,9 millioner danske husstande forsynes i dag med fjernvarme — og det er der en god grund til. Fjernvarme er nemlig ikke bare en varmeløsning, men en central del af Danmarks fælles energiinfrastruktur. Og sådan har det været i mere end 100 år. I 1903 skabte Frederiksberg Kommune nemlig historie, da de åbnede ”Forbrændingsanstalt for dagrenovation i Frederiksberg Kommune” – landets første fjernvarmeværk. Dengang var det blevet stadig sværere at skaffe plads til nye lossepladser, og byen havde brug for en ny måde at håndtere affaldet på. Løsningen blev en forbrændingsanstalt, der både kunne håndtere affaldet og udnytte varmen til at opvarme nærliggende bygninger. De første modtagere af varme var blandt andet en skole, et mejeri og et amtshospital. Med årene blev fjernvarmenettet udbygget, så det også omfattede private boliger og i slutningen af 1920’erne begyndte andre større byer som København, Roskilde, Odense og Esbjerg også at etablere fjernvarme baseret på overskudsvarme fra elværker. Det, der startede som en praktisk løsning på en bys affaldsproblem, har siden udviklet sig til et stærkt, kollektivt energifællesskab, der hver dag sikrer stabil, økonomisk og pålidelig varme til tusindvis af danskere. I dag bygger fjernvarme stadig på den samme enkle idé som dengang: at udnytte energi, som ellers ville gå til spilde, og omdanne den til varme, vi alle kan få glæde af. En stor del af den energi, der bruges i fjernvarmesystemet i dag, stammer nemlig fortsat fra affaldsforbrænding og over- skudsvarme fra industri og elproduktion, men i særlig grad også fra vedvarende energikilder. Frederiksberg Forbrændingsanstalt, ca. 1910 Fjernvarmens historie viser os, at når vi bruger energien smartere og løfter i fællesskab, skaber vi løsninger, der holder generation efter generation. Kilde: www.frb-forsyning.dk 4
Download PDF fil
Byg din egen flipbook